Vi kan mærke det i vores hænder. Det er svært at få fingrene ordentligt ind under. Rodnettet er tæt og fast. Det er længe siden, at jorden har været skåret af en plov. Det passer fint til vores nye landskabsbillede.

Vi står på en åben græsmark, det er juli, og luften er fuld af flade fluer.
Vi har lært at den bedste måde at svække rødderne uden brug af giftstoffer, er at dække græsset til under en lystæt plantedug i 6-12 måneder. På den måde mister græsset sin adgang til lys og næring og de øverste lag af rodnettet vil langsomt begynde at formulde. Man kan se når vækstlaget er dødt under dugen. Bleg, livløs og næringsfattig. 

Under jordlag der gennem årtusinder er blevet aflejret fra Limfjorden, har arkæologer fra Vesthimmerlands museum fundet en 8-10000 år gammel skovbund af væltede egetræer og birketræer. Fundet er gjort i 2011 sydøst for Aggersundbroen, få hundrede meter fra kysten, tæt ved Vesterkærsvej i Løgstør. Ved hjælp af en C14 datering har arkæologerne præciseret at skoven blev oversvømmet for 8000 år siden.
Den globale gennemsnitstemperatur steg, og indfrosne søer i det nuværende nordlige Canada smeltede og fik vandstanden i verdenshavene til at stige. Lavtliggende og kystnære områder blev overskyllet, og i løbet af 2-3000 år steg vandstanden til det niveau vi kender i dag. 

Udsnit af skovbund ved Nørrekær Enge.
Foto: Vesthimmerland Museum

Vi har ikke den rigtige plantedug, og midlerne er få. Vi nøjes med den sorte afdækningsplast, vi får for en skilling af den lokale kvægavler. 

Med uegnet fodtøj og meter lange skridt, måler vi det areal, som er passende for at vi kan sætte det levende hegn, der om nogle år skal skærme os af mod vestenvinden. Vi ruller det sorte plast ud, skærer det til og breder det ud på jorden i afmålte baner. For at sikre  den sorte plast mod efterårets hårde vindstød, lægger vi store klumper jord, teglsten og kilo tunge marksten som ballast. 

Den atlantiske urskov dækkede det meste af det område vi i dag kalder Danmark.

Den bestod hovedsageligt af lind, elm, eg hassel, el og ask, men også birk, bævreasp, fyr og pil. Der er forskellige tolkninger af hvor tæt eller lysåben urskoven stod. 

Pollendiagrammer over urskoven, viser kun få pollen fra åben-bund-urter. For nogen er det et billede på, at skoven har stået tæt med kun ganske få lysninger. At der også græssede store dyr som urokser, kronhjorte, rensdyr, elsdyr, kæmpehjorte, europæisk bison, vildheste, rådyr, og vildsvin er for andre et billede på at urskoven må have haft åbne og lyse områder. Urskoven var et selvregulerende og permanent økosystem, der dækkede det meste af ureuropa.

I løbet af vinteren, må vi flere gange ud til marken og se til afdækningen.  

Vinden har taget godt fat. Søer af frossen regnvand tynger plasten, andre steder er den revet fri. Vinden fra limfjorden er saltvåd og kold og vores hænder mister præcision. Vi glatter ud, dækker til, forstærker og går hjem. 

Det var lidt med mennesker i urskovens landskaber. Vi færdedes i egalitære grupper, og delte de bær, frugter, rødder, fisk og vildt kød som vi kunne finde og jage sammen. Vi havde ikke en lyd der kunne udtrykke “det er min”. Ild og fangstredskaber af sten var de vigtigste teknologier vi havde udvundet. Vores ild brugte vi til madlavning og strategiske afbrændinger af skov, så vi kunne skabe plads til udvalgte planter og fælles rumlige behov. Urskoven var hellig. En levende bolig for gudevæsner og gudekrafter. Buske og floder, træer og dale, vores brødre, vores søstre. 

Forår. I vores husholdning ikke langt herfra, har vi en overproduktion af piletræer. Et spildevandsanlæg. Vi fælder pil med benzin og brænder olie af for at flytte stammerne hertil. Med smedet og slebet stål, hugger vi træernes slanke stammer til. Vi skridter op, og  banker pæle i. Et halvt skridt i bredden. Cirka. Kvas af afklippet pil, mellem pæle af pil, skærmer af for vinden mod nord, vest og sydvest.

Under den sorte dug, er kræfterne sluppet op. Græsset er grå, rødderne har sluppet deres greb og jorden er blød at skære i med en spade. Vi graver i 2 forskudte rækker, og sætter, med et halvt skridt mellem hver, små skrøbelige skud af surbærbuske.

Vi måtte udvide territorium; rydde og brænde mere af urskoven for at skabe bedre plads til de planter som klimaet tillod os at dyrke, og som kunne mætte den stigende befolkning. Vi blev langsomt flere om at dele hvad den generøse, men utilstrækkelige urskov gav os at spise. Vi lærte af hinanden, nye strategier for overlevelse.

Nye fællesskaber, nye måder at tænke på og nye metoder til at skaffe føde. Vi begyndte at tæmme den vilde natur, dyrke den og herske over den. I kraft af agerbruget skabte vi et nyt hierarki, hvor vi selv indtog den dominerende position. Ved hjælp af det gamle testamente, fik agerbrugets fremherskende monokultur en dogmatisk ideologi, der forbyder enhver form for dyrkning af naturen som helligdom. Med det nye testamente i hånden på verdens erobre, blev disse grundtanker universelle. 

Forsigtigt hjælper vi hver af de spæde surbærskud igennem hullerne vi har skåret i plasticen. De er spændstige, saftfyldte og knækker ikke så let, når vi bøjer dem. Vi har handsker på. Plastdugen ruller vi ud igen, for at sikre, at tætvoksende græs, tidsler og mælkebøtter ikke tager næring fra de nyplantede hegnbuske. Det er april. 

Nu skal surbærene have tid til at slå rødder, vokse sig stærke og inden for et par år, skal de gerne nå en højde, så de sammen i tæt forskudte rækker, kan udgøre et levende læhegn. Et levende monument for naturens plads i landskabet. 

Vi planter en skov, som en kollektiv reaktion. Vi graver i jorden, sætter levende skud, og bringer vores kroppe i bevægelse. Sammen. Skoven er en have og skoven er et billede. Industrialiseringens udpinte og overregulerede landskaber er situationen, det er her hvor vi står. Her skaber vi et billede i et andet sprog, og vi taler et sprog i et nyt billede.
En ny fortælling at leve i, en ny strategi for at overleve. Skoven er en model i praksis, et uforstyrret, selvregulerende biologisk kredsløb, i perfekt balance og harmoni. Den er en udlevet drøm om at forandring er mulig. Vi kan også bare blive stående og holde gravtaler over monokultur, olieforbrug og den eneste ene gud i himlen, som tilsyneladende er mand. 

Permakultur er handling i fællesskab og giver dybe stærke rødder, der ikke skal pløjes op, hver gang solen kommer tilbage.