Avis

Under den første Nørrekærbiennale i 2014 blev en samisk gamme opført på LAND.

En gamme er en ældgammel, samisk byggetradition, en enkel jordhytte på en konstruktion af birkestammer. Over eftermiddagskaffen taler vi om gammens funktion og hvad den i det hele taget gør på en nordjysk mark mellem gårde, vindmøller og industrilandbrug.

Geir Tore Holm, som deltog i biennalen i 2014 og selv har rødder i den samiske kultur, forklarer:

”Det interessante ved gammen på LAND er, at den referer til de historiske bygninger, der var her på stedet helt tilbage til jernalderen og måske endda længere tilbage. Den er en slags portal. En tidsrejse. Et indblik ind i fortidens måde at bygge og bo på.

Men den er også et eksempel på en økologisk arkitektur, hvor man bygger af de materialer, der findes i området. Selvom det er en bygning, der måske ikke fungerer efter nutidens krav til boliger, er den vigtig som billede på en bæredygtig måde at bygge på.”

Katrine Skovgård, som også var med i Nørrekærbiennalens Komité i 2014 beskriver, hvordan der i starten af projektet var en del skepsis omkring opførelsen af gammen:

”Der var en slags berøringsangst. Vi var godt klar over, at overførelsen af den samiske botradition potentielt kunne blive en problematisk kulturel appropriation.”

”Det er fint at vide, at gammen har rødder i en specifik kultur,” mener Geir, ”men den rumlige erfaring af gammen behøver ikke at være forankret i nogen specifik kultur. Det er også en fysisk erfaring, at man kan stå i gammen og røre ved bygningen. Det kalder på noget fælles kropsligt, der er koblet til noget dybt humanistisk.

Og så fungerer den også som tankehætte. Den er blevet brugt til skrivestue og tænkestue. Den runde form og jorden giver en anden kropslig fornemmelse.”

”Der er noget sakralt ved det,” forklarer Katrine, ”så snart vi havde bygget den, vidste vi, at det var noget særligt. Vores gammeekspert, Kåre, som hjalp os med at bygge den, havde boet i en gamme en hel vinter og fortalte, hvordan han i den tid havde meget dybere samtaler med folk end normalt. Gammen kalder på en anden form for samtale. Det er et koncentreret, næsten spirituelt rum, der kan minde om en kirke, bare uden det religiøse.

Geir peger på akustikken: ”Den kalder på en anden måde at være sammen på. Man kan sidde rundt om bålet og tale meget lavt og alligevel sagtens høre, hvad der bliver sagt.”

Jeg spørger, om gammen i sig selv kan siges at være kunst, hvilket Geir afslår:

”Nej, i sig selv er gammen ikke kunst. Men den indgår i en kunstsammenhæng, og her bliver kunsten måske mere et sted end et fænomen. Det er indramningen, der er kunst. Det er et åbent sted, landskabet og situationen.

Set som kunstværk er det refleksionen, sammenhængen, koncepterne og tankerækkerne, gammen indgår i, som er det interessante.”

Geir afslører, at han har et stykke røget, tørret rensdyrhjerte liggende på køl. Efter cirkuset på LAND lørdag eftermiddag inviterer han alle på rensdyrhjerte og kaffe i gammen.